Blood

Udstilling - 2020

Blood

"Blood" var det første show skabt af Galleri Anti og den første udstilling som jeg kuraterede. Udstillingen byggede på den unge og blåøjede energi, man har, når man bevæger sig ind i et nyt felt med et behov for at bevise sig selv.

Vi havde aldrig lavet en udstilling før, og hele projektet blev i høj grad til, fordi vi ville vise, at vi kunne. Vi var outsidere, hvilket faktisk var en fordel, da det vi ville, var at bringe kunsten ud af de etablerede kunstinstitutioner og miljøer.

Vi ønskede at gøre udstillingsrummet tilgængeligt, og en stor del af det var at skabe en afslappet, sjov og deltagende atmosfære omkring udstillingsarrangementet. For at muliggøre det, var en vigtig del af eventet, at der blev spillet musik som en del af udstillingen – specifikt elektronisk dansemusik.

Vi samlede en gruppe af venner og venners venner fra nær og fjern og arbejdede baglæns konceptuelt ved først at have et sted og nogle kunstnere, før vi havde et egentligt koncept for udstillingen. Det blev til "Blood", da flere af kunstnerne havde værker og praksisser, der relaterede sig til blod enten som materialitet og/eller som en transformativ kraft. Flere af de kunstnere, der ikke allerede arbejdede med blod-temaet, tog udgangspunkt i idéen og udviklede værker specifikt til udstillingen på den baggrund.

Det var meget trial and error, og helt klichéagtigt: learning by doing. Der var ingen til at lære os det. I sidste ende havde vi en udstilling, en kø af mennesker der ventede på at komme ind, og omkring 150–200 besøgende på én aften.

Vores kunstnere inkluderede:

  • Chiara Jason

  • Johan Bech Jespersen

  • Sophie Louise Pedersen

  • The Rasa

  • Pelin Kiliboz

  • Aliq

  • Jonas Risager Lindegaard

    Og musik af:

  • DJ Floormelis

  • Matriark

  • My Gander

Blood fandt sted i Basement i København den 3. december 2020.